Skejby hospital
Kunde: Region Midtjylland
Lokation: Skejby hospital
Arkitekt/kunstner: Ingvar Cronhammer & Niels Poulsgaard
Udført: 2022–2023
I samarbejde med arkitekt og kunstner Ingvar Cronhammer og Niels Poulsgaard har vi haft æren af at bidrage til et unikt rumforløb på skejby hospital.
Projektet blev udviklet med blandt andet opbygning af en 1:1 mock-up i værkstedet for at teste og finjustere lysets samspil med de fremskudte vægge. Først efter nøje vurdering blev den endelige tegning og beregning fastlagt.
Reflektionsrum
I reflektionsrummet udførte vi opbygning af fremskudte vægge med indbyggede sidde-nicher. Her er bagvæggen formet, så den skråner ind over den siddende. Alt er malet hvidt. Smalle spalter i alle hjørner samt langs gulv og loft tillader lyset at trænge ind som et “guddommeligt lys”, der giver rummet en særlig ro.
Midt i rummet falder en præcis 16 mm bred vandstråle lydløst fra loftet ned i et rundt bassin i gulvet. Et nærmest meditativt element.
Kirkerum
I kirkerummet har vi stået for fremstilling af alter og døbefont. Alteret er gennemskåret af et kors fra front til bagside. Døbefonten er 7-kantet og konisk. Øverst er indfældet et specialfremstillet messingfad med Cronhammers Nådeskorset graveret i bunden.
Til begge dele udviklede vi et specialdesignet sandwichmateriale: en kerne af fiberplade med 7 mm massivt røget egetræ på begge sider. Dette gjorde det muligt at opnå ekstremt skarpe vinkelsamlinger, som derefter blev limet, høvlet, pudset og oliebehandlet.
Nådeskorset
Nådeskorset – skabt af Ingvar Cronhammer – er som et sigtekorn bygget op med en cirkel gennemskåret af et ligebenet kors. Cirklen symboliserer et døgns forløb, med et hul ved skumringstimen – tidspunktet hvor lys og mørke mødes, og tidspunktet hvor flest børn fødes – og ifølge Ingmar Bergman også “dæmonernes tid”. Men hullet kan man slippe ud af.
Stillerum
Til stillerummet leverede vi hvide bænke.
Ved Ingvar Cronhammers bortgang i 2021 fremstillede vi et Nådeskors i hvid, som blev fæstnet på hans kiste.











